Terapi
Læs om de forskellige terapiformer som CAS træning og terapi er uddannet i og tilbyder primært til heste.
Terapi til hest:
Når jeg arbejder med hestenes fysiologi er det vigtigt for mig, at jeg har så stor en værktøjskasse som muligt – derfor er jeg konstant i gang med at udvide den pakke jeg kan tilbyde jer.
Det kan være lidt af en jungle for jer hesteejere at finde rundt i, hvilken terapeut er den rette og markedet i Danmark er stort med varierende baggrund på terapeuterne.
Jeg er uddannet Fysiurgisk Hesteterapeut, certificeret Kraniosakral terapeut til heste og har endnu en uddannelse i Biodynamisk kraniosakralterapi til heste.
Fysiurgisk hesteterapi
Fysiurgisk terapi består af en kombination af følgende teknikker:
- ganganalyse
- palpation
- massage
- kraniosakral terapi
- ledmobilisering
- akupressur
- udstrækning
- Styrketræning og/eller genoptræning
- laserterapi
Det er ikke kun topatleter i ridesporten, som kan have gavn af en terapisession – mange “almindelige” rideheste går ofte med spændinger og skævheder.
I vores daglige brug med ridning, kørsel og meget andet skabes der ofte både spændinger og kompensationer. Hestene har også fra naturens side en håndethed, nøjagtigt som du og jeg, hvor de foretrækker at bruge den ene side af kroppen – det kan give et usundt bevægelsesmønster og over tid give skader.
Vi kan heller ikke se bort fra, at vores udstyr kan skabe problemer – en sadel der er lidt ude af balance eller en trense, der trykker på en nerve kan på sigt skabe større udfordringer. Og ifølge videnskabelige studier ved vi, at ved 85% af alle de heste, hvor sadlen glider til den ene side, der kommer problemet fra hestens krop og skal dermed rettes op gennem terapi og træning.
Vi ved også, at mange adfærdsproblemer og træningsproblemer stammer fra problemer i muskler og led. Det kan være alt fra mindre muskelspændinger til ledproblemer og følgende smerter.
Ud over adfærdsmæssige symptomer på fysiske problemer, ser vi ofte eksempler på heste som “bare ikke går rigtigt”, virker “stive”, har en “dårlig side” eller lignende.
Hvor ofte behovet opstår afhænger af det enkelte individ, dog er det en fordel at starte mens hesten er ung.
Jeg arbejder udelukkende med muskler, sener, ledbånd og led, som er ansvarlig for en stor del af de nævnte problemer. Ud over dette, er det naturligvis vigtigt, at vi har udelukket andre fysiske problemer/årsager/ubalancer i samarbejde med dyrlægen.
OBS: Jeg stiller ikke diagnoser eller igangsætter fysiurgisk terapi på skader (herunder haltheder), som ikke er udredt af dyrlægen først!
Ganganalyse og palpation
Som et led i terapien starter jeg altid med at lave en ganganalyse og palpation af hesten.
I ganganalysen observerer jeg på:
- Hestens gang og mulige aflastning
- Muskelsymmetri og under-/overbygninger
- Skævheder
- Hestens kropsholdning
- Bevægelsen i overlinjen, forpart, bagpart og bækken
Ved palpation mærker jeg hesten efter for:
- Spændinger og triggerpunkter (muskelknuder)
- Skævheder
- Hvirvlernes bevægelse i hvirvelsøjlen fra nakke til hale
- Kulde- og varmeforskelle i muskulaturen
- Brystslyngens bevægelighed og position
- Bindevævets frie bevægelighed
Massage
Basis i hele arbejdet med hestens velvære er massagen.
Massage til dyrene har mange gavnlige egenskaber:
- Øger blodcirkulation og dermed ilttilførsel til det område af kroppen, der bliver påvirket. Ikke bare den enkelte muskel som påvirkes, har glæde af ilttilførslen. Også bindevæv, sener og ledbånd påvirkes positivt af massagen.
- Fremmer udskillelse af affaldsstoffer og mælkesyrer, der kan være årsag til ømhed og hårdhed i musklerne.
- Øger elasticitet i muskler, sener og ledbånd. Dette giver styrke og fremmer normalt bevægemønster.
- Dette tilsammen forebygger skader og fremmer præstation.
- Desuden bruges massagen som “opvarmning” inden anden form for terapi – eksempelvis kraniosakral terapi eller ledmobilisering.
Her benytter jeg varierende massage teknikker:
- Traditionel massage (opvarmning, friktion og dræning)
- Bindevævsløsning
- Gråzone teknikker
- Trykpunktsmassage
- Specialmassage
Kraniosakralterapi
Kraniosakral terapien er delt i 3 grene, hvor jeg er uddannet inden for 2 af grenene – nemlig den biomekaniske og den biodynamiske.
Kraniosakral terapi er en blid påvirkning af kroppen, som efterhånden er kendt, udbredt og anerkendt, når det drejer sig om behandling af mennesker. Den er dog også særdeles effektiv til afbalancering af dyrenes kroppe. Jeg arbejder fortrinsvist med kranieknoglerne og korsbenet, men KST kan bruges overalt i kroppen, som supplement til massage og ledmobilisering og kan være afgørende for at få fuld effekt af en afspænding.
Jeg arbejder med blide stræk og tryk, der afspænder muskler, led og bindevæv, samt cerebrospinalvæsken og hjernehinderne.
KST afbalancering er gavnligt for flere problematikker – blandt andet:
- Problemer i bevægeapperatet
- Problemer i knogle- og muskelsystemer
- Muskelspændinger
- Problemer med led
- Balanceproblemer
- Stress
Ledmobilisering
Når enkelte led får nedsat bevægelighed, kan det føre til muskelspændinger og på sigt kompensationer. Alle led i kroppen kan blive spændte, men typisk ser vi udfordringer i hofte, bækken, ryg, lænd og nakkeområde.
I ledmobiliseringen påvirker jeg de relevante led med rolige, rytmiske bevægelser inden for den bevægelsesramme, som leddet burde kunne arbejde i ved normal funktion – målet er at genetablere optimal bevægelse, balance og funktion i leddet.Teknikkerne er ikke skadelige, og finder jeg det relevant henviser jeg gerne til dyrlæge eller en kiropraktor, som har en anden og dybere uddannelse end min.
Ledmobilisering suppleres altid med massage og også med KST for at afspænde relaterede muskler.